Racerapport

Så kom dagen endelig hvor jeg skulle i

kamp igen.

Min første udenlands konkurrence blev

på Lanzarote, til 25 års jubilæet for

ironman Lanzarote.

vækkeuret ringede kl. 03:30 og jeg var ved

godt mod da jeg vågnede og havde rigtig

god mavefornemmelse for dagens

strabadser.

Min hotel makker Thomas Wibe stod for

dagens morgenkomplet, trods jeg ikke

havde så meget appetit så fik jeg klemt

lidt ned og klargjort mig til racet.

Der er altid noget specielt over

racemorning, og denne gang var ingen

undtagelse, det var mørkt helt frem til 20 minutter før start og der var en stemning som jeg ikke havde prøvet før...

Starten gik kl. 07:00, hvor alle 1700+ atleter blev sendt i vandet.

Jeg havde problemer med mine svømmebriller lige fra start, det ene glas tog det utrolig saltholdige vand ind så der var et par stop undervejs hvor brillen skulle tømmes for vand, svømmede stadig 1 time og 3 minutter så det er jeg ganske tilfreds med.

Ud på cyklen og igang med at få noget væske og energi i kroppen, samtidig med at sætte end mindset til de mange hårde kilometer der lå forude, 180,2 km med 2550 højdemeter, bestemt ikke en rute man sætter en hurtig tid på, men jeg var forberedt og havde stor respekt for øen, og dens miljø, "Lanzarote giver aldrig op"

Cykelturen blev gennemført på ca.5 timer og 50 minutter, en utrolig smuk rute med nogle fede stigninger og svære nedkørsler.

vejret var med os den dag, vinden var på ca. 8 s/m. her i Danmark er det en dag hvor der er god vind men på Lanzarote er det en stille dag.

Jeg ramte skiftezonen T2 med gode ben (så gode som de nu kan blive) og startede løbet i god stil, de første 10 km med under 5:00 pr/km så det var super, men så begyndte det at mangle med energien og maven skabte sig...

I de aid-stasioner der var på ruten, blev der serveret is-vand, hvilket min mave ikke kunne samarbejde med, væskebalancen var enlig OK, men der var lukket for energioptagelsen, ved km 23 gik jeg helt ned, rystede, snøvlede i ordne og havde svært ved at samle mig. heldigvis var Thomas hurtig til at få tilkaldt de andre (triatlet Mie Bruun, Jan Olsen og Kristian Knudsen) Mie er sygeplejerske og fik mig lagt ned og hældt noget lun cola i mig, efter lidt tid kom jeg på benene igen, det virkede lidt uoverskueligt at skulle løbe 20 km endnu, men "smerten ved ikke at gennemføre, er større, end den smerte der skal til at gennemføre" - Jan Olsen

De næste 10 km var en mellemting mellem at lunte og gå.. der var lang tid hjem syntes jeg!!! men til sidst kom energien igennem maven og ind i kroppen og tempoet begyndte at stige igen, og de sidste 10 km foregik i løb og de sidste 5 i mit racetempo, det var en befrielse igen at kunne løbe igen, og holde tempo til mål!!

jeg krydsede målstregen med en list kedelig fornemmelse i kroppen, men som dagene går bliver jeg mere og mere glad for min kamp mod øen og min sluttid på 11 timer og 37 minutter..

En kæmpe tak til Mie Bruun, Kristian Knudsen og Jan Olsen

Og ikke mindst til Thomas Wibe, som opdaterede live igennem instagram hele dagen, super fedt